Væksthuset og Norske Huset

Livets landskab

Uddrag af Pontus Kjerrmans tekst i Corner kataloget 2018

I Væksthuset, blandt de subtropiske planter i det smukke gamle drivhus, vil jeg vise Livets Landskab, en gipsmodel af en skulpturpark, som jeg viste sidste år på Rudolph Tegners Museum på en udstilling, som jeg kaldte for Ned med Våbnene – Livets Landskab. Med denne titel ønskede jeg at spejle Tegner og mig selv med fredsaktivisten og forfatteren Berta von Suttner, som skrev en roman med dette navn, hvor hun satte spørgsmålstegn ved krigens nødvendighed. Det er fortællingen om en kvinde fra en østrigsk officersfamilie, som var opdraget med stor respekt for soldaterfaget. Hun oplever i 1800-tallets sidste halvdel den ene uhyggelige krig efter den anden og bliver mere og mere overbevist om krigens meningsløshed. Romanen er for en stor del selvbiografisk. Bertha von Suttner, som selv blev aktiv og igangsætter af fredsbevægelse, var en god ven af Alfred Nobel og medvirkede til, at han fik indstiftet Nobels Fredspris.
......
Da det ikke lykkedes for Tegner at få opført Livets Port, så begyndte han at placere nogle af figurerne i hedelandskabet Rusland, der hvor han senere fik opført sit museum. Jeg opfatter dette som et Livets Landskab, og har så lavet en skitse i gips, som viser, hvordan jeg tænker mig et Livets Landskab, et skulpturlandskab med dyrevæsener som symboliserer forskellige temperamenter og egenskaber.Jeg har udført to af disse figurer i fuld størrelse i jesmonite, Venner og Øm Omfavnelse, som også vil være udstillet i og udenfor Væksthuset.

Pontus Kjerrman

 

 

Maanefiskeren

Mia Nelle Drøschler om tankerne bag projekt i Norske Huset:

Mine drømme

Jeg vil gerne byde dig velkommen til en total maleriinstallation i Norske Huset om mine drømme. Her er en.

                    i paradisets kløe kravler jeg op i et lilla træ / skoven er tæt gul og grøn / i kronen skuer en hvid fugl i sin fjerpragt / vis / er den før landet i min verden / genkender vi hinanden med en lyd / grbbbbr / lyden minder om en celledør / der knirkes bare lidt på klem / kan jeg nu komme ud / troede ellers at jeg skulle slå hovedet mod en mur /  det er umuligt at slippe fri fra et fængsel ved egen kraft /

                    så jeg giver mig selv over og tager min fiskestang frem / heroppe fra træets gren vil jeg gerne fiske månen ned i min lomme / men det eneste jeg kan se er en lille amøbe / der med et øje i panden stirrer på mig / og vi ved begge den snart hænger på krogen / narrer vi hinanden til at tro / vi har brug for mørket / er det lyset jeg søger mod /

                    så jeg kravler ned igen og går ned af en allé / drejer lidt til venstre og så lidt til højre / går op af en lille bakke / drømmer jeg eller er jeg vågen / er også lige meget / for her ligger et lille hus bygget i træ  / jeg træder ind / står på et gulv i skakternet mønster / sort / hvid /

                    det ligner riddersalen på Frederiksborg Slot / hvor jeg som barn dansede til lyden af min farmors rengøringsvogn / var hun på arbejde / mens jeg var en prinsesse / lukkede jeg øjnene som jeg nu åbner dem igen / og ser mine kropsdele formet i skakbrikker /
                    mat spilles jeg ud / i malerier på firkanter og i malerier på væg / skæver jeg til skildringer af mit eget liv / der svæver et sted mellem det ubevidste og bevidste / kniber mig selv i armen og gaber / sætter mig hen til et bord / det sted hvor mange forfattere før har siddet og kigget ud over søen / jeg kigger op i drømmefangeren /

                    lader mig snurre op til min erindrings firkant / et fotografi af min mor og mig der står i tivoli / kun vores ansigter er til syne /  kroppene er byttet ud med en indianer og en ballerina /

 Mia Nelle Drøschler