Om kunstneren

Heiberg har modtaget flere legater og præmieringer, heriblandt Statens Kunstfonds arbejdslegat (2004, 2008, 2011, 2013, 2014), Akademiraadets og Kunstnersamfundets bevilling til yngre kunstneres udstillingsvirksomhed (2001) samt Jens Ejnar & Johannne Larsens Fond til støtte af unge bildende kunstner (2001). Hans værker er bl.a. repræsenteret i Københavns Kommunes Kunstsamling, KUNSTEN Museum of Modern Art, KØS – museum for kunst i det offentlige rum, Kaliningrad State Art Gallery og Nykredit. Medlem af Kunstnersamfundet.

Om kunsten

Med afsæt i privatsfærens intime interiør og æstetik inviterer Lars Heibergs værker inden for i typiske køkkener, stuer og soveværelser fra de små hjem rundt om i landet, beboet af møbler, kitschet nips og ikoniske emballager fra supermarkedets vareudbud. Den almindelige motivverden kombineres ofte med en kompleks og konceptuel rumopfattelse, som fx når figurative elementer fusioneres med geometriske mønstre og farvefelter, der vækker associationer til tapet, porcelæn, lommetørklæder eller gardiner og skaber illusionen af forskellige dybder, som sameksisterer på billedfladen.


I sit arbejde spænder Heiberg bredt over maleri, grafik, akvarel, installation, fotocollage og skulptur, der stilistisk og ikke uden en vis ironi lægger sig mellem pop og nostalgi. Gennem sammenbringelsen af dekorative elementer, forbrugskultur og historiske referencer tilbyder værkerne et koncentreret blik på vores måde at leve og indrette os på, men åbner samtidig op for overvejelser af social og politisk karakter samt over hvilken rolle kunsten spiller i vores hverdag.