Om kunstneren


Efter sin debut i Rådskælderen på Charlottenborg i 1969 har hun bl.a. udstillet på Kunstindustrimuseet, Danmarks Fotomuseum, Museet for Fotokunst Brandts, Ribe Kunstmuseum, Nivaagaardsamlingen, Karen Blixen Museet, Vendsyssel Kunstmuseum samt i udlandet på Paris Photo, Det Danske Kulturinstitut i Ungarn og Skotland samt Kunstakademiet i Houhot, Indre Mongoliet. I 1999 modtog Kirsten Klein Statens livsvarige kunstnerydelse og er desuden blevet tildelt Bindesbøll Medaljen (1995), Ny Carlsbergfondets Rejselegat (1999), Henry Heerups legat (2005), Anne Marie Telmanyis Legat (2005) og Palle Fogtdals Fotografiske Hæderslegat (2007). Hun har solgt værker til private, staten, amter, kommuner og fonde, heriblandt Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Museet for Fotokunst Brandts og Det Nationale Fotomuseum. Hun har udført udsmykningsopgaver for Miljøcenter Ringkøbing, Kystdirektoratet i Lemvig, Lemvig Gymnasium, KMD Aalborg og Forskningscentret i København samt leveret motiver til to frimærker. Herudover har hun en lang række publikationer bag sig. Kirsten Klein er medlem af Kunstnersamfundet og BKF, Vrå-udstillingen og Corner.

 

 

 

Om kunsten

Kirsten Klein har ikke alene fotograferet det danske landskab, men har derudover skabt lige så unikke fortolkninger af de nordiske, irske, franske og mexicanske landskaber. Til stadighed fornyr hun sine naturstudier, hvad enten de er baseret på rent intuitive sansninger, eller når hun med videnskabsmandens nysgerrighed lader sin linse indfange kultur- og naturhistoriske fænomener, set i samspil med eller mod naturen.

Gennem sine fotografier inspirerer Kirsten Klein til en genopdagelse af uendeligheden og poesien i verden omkring os. Hun viser landskabets mange ansigter, fra det barske til det blide, og man kan næsten høre havet bruse, tidevandet risle og vinden hviske i træer eller marehalm. I mødet med hendes sanselige billeder vækkes en længsel, en længsel efter det uspolerede og en forening med de store naturkræfter, som vi selv er en del af. 

Kilder:

Sandbye, Mette: Kirsten Klein. I: Weilbachs Kunstnerleksikon.

Thage, Tove: The Better Days. Kirsten Klein – Irske billeder. I: Kirsten Klein & Erik Heide - fotografi & skulptur, katalog, 1998.